Københavns Forsamlingshus er den fælles overskrift for en række skarpe morgendebatter, der sætter vor tids mest presserende spørgsmål til debat.
Arrangeret i samarbejde med Danmarks Biblioteksforening, Fora København og Suka Handikap- og Specialundervisning i Storkøbenhavn.
Få svar på spørgsmål – og stil selv flere spørgsmål.
Der er fri entré og stærk morgenkaffe, og du kan bare møde op på dagen.
Københavns Forsamlingshus - Virker overvågning?
Dato: 6.11.2025
klokken: 8:15 - 9.00
Sted: Vartov, favergade 27, 1463 KBH K
Pris: Gratis - Du skal bare møde op
Begynd med et af tidens store spørgsmål: Virker overvågning?
Med Adam Diderichsen, lektor ved Forsvarsakademiet.
Et lovforslag, der i første omgang blev udskudt, vil give PET adgang til alle vores data. Som med alle diskussioner af dataadgang og dataovervågning rejser det nogle principielle spørgsmål om frihed og retssikkerhed i et demokrati. Men dertil kommer, at man også kan diskutere, om det reelt øger vores sikkerhed. Skal PET bruge sin tid på at forfølge enhver datagenereret mistanke? Og hvad sker der, når man vænner sig til, at langt de fleste spor er et fejlspor? Kan det ende med at virke mod hensigten - og dermed underminere både PET's effektivitet og borgernes tillid? Og hvordan tager vi både den principielle og den tekniske diskussion af dataovervågning?
Københavns Forsamlingshus - Kan man lære demokrati i en badmintonhal?
Dato: 13.11.2025
Klokken: 8:15 - 9:00
Sted: Vartov, Favergade 27, 1463 KBH K
Pris: Gratis - Du skal bare møde op
Begynd med et af tidens store spørgsmål: Kan man lære demokrati i en badmintonhal?
Ved Bjarne Ipsen, forhv. leder for Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet
Foreningslivet har længe været det danske demokratis rygmarv – et sted, hvor man lærer at tage ansvar, samarbejde og løse konflikter. Men gælder det stadig? Kan fodboldklubben, menighedsrådet og andelsforeningen forme vores politiske dannelse – eller er det en forældet forestilling? Og hvad betyder det for lokaldemokratiet og valglysten, når deltagelsen falder, og færre engagerer sig i fællesskaber? Hvordan spiller det hele sammen med lokale valg og medborgerskab anno 2025?
Københavns Forsamlingshus - Er kønskløften den nye generationskløft?
Dato: 20.11.2025
Klokken: 8:15 - 9:00
Sted: Vartov, Favergade 27, 1463 KBH K
Pris: Gratis - Du skal bare møde op
Begynd med et af tidens store spørgsmål: Er kønskløften den nye generationskløft?
Med Ditte Shamshiri-Petersen, lektor ved Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet.
De unge kvinder stormer frem på uddannelserne. De unge mænd sakker bagud. I USA taler man om gender wars, og i Danmark diskuteres køn som aldrig før. Men er det køn, snarere end alder, der nu afgør, hvordan man forstår verden – og hinanden? Hvilke værdier støder sammen, og hvem føler sig hægtet af? Og hvad betyder det for demokratiet og sammenhængskraften, hvis vi får parallelle kønsgenerationer? Vidner vi lige nu en reel kønskrig – eller blot en midlertidig omkalfatring af gamle normer?
ONLINE: Københavns forsamlingshus - Hvordan stiller man sig på den rigtige side af historien om Gaza?
Dato: 27.11.2025
Klokken: 8:15 - 9:00
Sted: ONLINE
Pris: Gratis
OBS OBS OBS / ARRANGEMENTET ER ONLINE OG MAN KAN KUN DELTAGE ONLINE
Begynd med et af tidens store spørgsmål: Hvordan stiller man sig på den rigtige side af historien om Gaza?
Ved Allan Sørensen, Mellemøstkorrespondent for Kristeligt Dagblad, tidl. Berlingske og Weekendavisen
Krigen i Gaza splitter ikke bare Mellemøsten – men også vores egne debatfora, venskaber og værdier. Hvordan skal man forstå en konflikt, hvor både lidelser og skyld er massive – og hvor fronterne løber gennem historien, religionen og medierne? Hvordan navigerer man i en kompleks konflikt, hvor ordene hurtigt bliver våben, og hvor tavshed kan tolkes som stillingtagen? Hvad betyder historisk ansvar, international ret og mediedækning, når man forsøger at forstå – eller positionere sig i – en konflikt, hvor der sjældent er plads til nuancer? Og hvad betyder det at stille sig på ’den rigtige side af historien’, når historien stadig er i gang?